Tur : Fladfisketur Skib : M/S Mik Pedersen, Aabenraa. Fiskested : Aabenraa Fjord
Pinseturen fra Aabenraa måtte flyttes fra lørdag til mandag. Det betød, at der var et par stykker, der faldt fra, men heldigvis også, at der var et par andre, der kom til.
Der var således 11 medlemmer ombord kort før afgangstid. Desværre måtte vi lade Allan blive i land, da helbredet ikke var til at komme en tur på vandet. Heldigvis var der tilbud om hjælp til Christian, der var fulgtes med Allan, til at komme hjem fra turen. Så mandefaldet blev begrænset og Christian bibeholdt sin mulighed for at score point til juniormesterskabet. Et mesterskab, hvor han blandt andet er i skarp konkurrence med de seneste års vinder Viktor, som var klar til kamp nede agter.
For os andre gjaldt det point til klubmesterskabet og ikke mindst at få en hyggelig dag på den smukke fjord. Skipper Jønne var klar til at sørge for begge dele, og vi skulle ikke sejle længe, før vi lå på den første fiskeplads.
De voksne fladfisk var ikke rigtig til stede i starten, og det hele begyndte lidt langsomt. Undertegnede var heldig at fange en lille ulk på et af de første drev – gode point til mesterskabet.
Som dagen skred frem, kom der lidt mere gang i fiskeriet. Både med hensyn til mængden af fisk og også størrelsesmæssigt. Det var som om begge dele blev bedre, jo længere vi kom ud af fjorden.
De fleste fik relativt nemt både skrubber og rødspætter, men der var nogle, der, især når det kom til isingerne, havde det lidt svært ved at skrabe point sammen for den art.
For Maria var det ikke noget problem. Hun fangede vel godt over de 20 stk. af isingerne og kunne i princippet have forsynet alle med isinge-point. Mikkel, der i forvejen har årets største ising i Måleren, slog sin position fast som isinge-kongen ved at fange dagens største af arten.
De største rødspætter på turen lå på 35 – 36 cm, og dagens største skrubbe, som også blev dagens største fladfisk, var 37,5 cm lang. Den gav Kim Mathisen dagens pulje for største fladfisk.
På pointsiden fiskede Christian sig i spidsen af juniormesterskabet, mens jeres referent var så ubeskeden at tage titlen som bådvinder og en føring i den samlede stilling om klubmesterskabet. Den lille ulk fra dagens begyndelse viste sig at være udslagsgivende.
Michael Timm var ellers på jagt efter førstepladsen, da Jønne annoncerede, at det på ekkoloddet så ud til at være en stime sild under båden. Michael fik straks de små kroge fundet frem, men det viste sig at være vandmand, der var under båden, og det var der ikke mange point i.
Således kunne vi efter dagens sidste drev sejle mod havnen i Aabenraa efter en dag med hygge, fint vejr og også lidt fisk i spandene. Næste runde i klubmesterskabet finder sted den 19/7 fra Fynshav på Als.